Ejvinds Bageri
Ejvinds Bageri
Vi har bagt i Hvide Sande siden 1956, hvor Lissi og Ejvind Jørgensen grundlagde Ejvinds Bageri. Siden er bagerhåndværket gået i arv gennem tre generationer, og i dag drives Ejvinds fortsat som en familievirksomhed. Selvom bageriet gennem årene er vokset og har fået flere butikker langs den jyske vestkyst, er udgangspunktet stadig det samme: godt håndværk og nøje udvalgte råvarer.
Hos os bliver der stadig bagt med respekt for det traditionelle bagerfag. Vores specialbrød bages i en gammeldags stenovn, som giver brødet den karakteristiske sprøde skorpe, og vi laver stadig håndopslåede franskbrød, der får god tid til at udvikle smag. I bageriet finder du alt fra brød og kager til småkager og andre specialiteter.
I 2020 begyndte et nyt kapitel i vores historie. Da coronapandemien satte en stopper for store dele af turismen, begyndte vi at eksperimentere med håndlavede cookies. Det blev starten på Cookies By Ejvinds. Vores cookies fremstilles af faglærte bagere og konditorer med traditionelle håndværksmetoder og nøje udvalgte råvarer – blandt andet 100 % dansk smør. De friskbagte cookies bliver bagt samme dag, som de pakkes og sendes.
Ejvinds har stadig hovedproduktion og hovedbutik på Nørregade i Hvide Sande. Herfra fører vi familiens bagertraditioner videre med en blanding af klassisk håndværk og nye idéer – altid med kvaliteten i centrum.